Velsmag med kongelig udsigt til Esrum Sø

Frederik 4. var en driftig mand, og det lader til, at hans kønsdrift drev ham til at tage adskillige elskerinder. Så udover at han tog Louise Mecklenburg-Güstow som sin dronning, giftede han sig “til venstre hånd” med først Elisabeth Helene von Vieregg og siden Anna Sophie Reventlow.

En mand der er i stand til den slags, kan naturligvis med lethed udtænke et storslået barokslot med tilsvarende parkanlæg, hvilket han netop gjorde i form af Fredensborg Slot.

Og for enden af en lang allé lå hans tomastede lystyacht med glasinddækket salon under en purpurrød telthimmel med kongens navnetræk i sølvgaloner. Inspireret af skikken i Venedig byggedes et tårnhøjt chalup hus, så skibet kunne sejle ind med sejlene sat, og passagererne træde tørskoede i land.

Selvom enevældskongen pr. definition jo stod på god fod med Vorherre, der havde givet ham magten, havde regenten vist ikke samme forbindelser til vejrguderne, så hvis der var vindstille, måtte der roere til. Derfor havde kongen otte roere i sit sold, ligesom der naturligvis var en skipper, som skulle have et komfortabelt hus, og således opstod der et helt lille ejendomskompleks ved bådehuset.

I det gamle baghus ligger nu restaurant Skipperhuset, hvis køkkenchef kan mere end sin skipperlabskovs. Vi begynder med fine luftige vafler smurt med trøffelmayonnaise og belagt med tynde skiver meget delikat serranoskinke, fulgt af rehydrerede gulerødder hvis delikate seje konsistens og søde smag akkompagneres af ristet hvidløg.

Små sprøde arancini kugler af god, let musling risotto er friteret til perfektion og sat på en kraftigt urtesmagende mayonnaise hvis grønne præg gør godt i sammenhængen. Sprød er også den friterede østers med kimchi remouade, og sprød er den charmerende chardonnay, hvis diskrete smørfedme overstråles af en frisk syre, ligesom de delikate ansjoser på ristet hvedebrød er syrlige.

Også rødvinen, en spansk Mencia, viser sig fra sin friske side og det svarer godt til det velbalancerede vinkort, som byder på flere end hundrede flasker udvalgt med hjerte og forstand samt prissat sympatisk. Her er god champagne til 650 kr. flasken og såvel klassisk bourgogne som mere naturvinprægede sager.

Læs artikel

Børsen Pleasure: Velsmag med kongelig udsigt til Esrum Sø

Besøg restauranten

Skipperhuset

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s